Anno 1927
Vedtægter
Senest opdateret
23.03.2023
Klubbens navn er FAXE BOLDKLUB.
Dens formål er at bedre forholdene og fremme interessen for fodboldspillet.
Klubben er tilsluttet Dansk Idræts Forbund gennem Dansk Boldspil Union og DGI Storstrømmen
Faxe Boldklubs formål med det frivillige folkeoplysende arbejde er med udgangspunkt i fodbold, og i det forpligtende fællesskab at styrke folkeoplysningen og dermed medlemmers evne til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.
Faxe Boldklub ledes af en bestyrelse, der består mindst 3 medlemmer. På generalforsamlingen vælges bestyrelsesmedlemmer.
Bestyrelsen vælger af sin midte en formand, næstformand og kasserer.
Bestyrelsen foranlediger, at der nedsættes følgende faste arbejdsudvalg:
Senior-udvalg.
Ungdoms-udvalg.
Teknisk-udvalg.
Service-udvalg.
Sponsor-udvalg.
Udvalget vælger af sin midte en repræsentant, der refererer til bestyrelsen. Der skal føres referat af møder og beslutninger, der skal tilgå formanden uden ugrundet ophold.
Udvalget skal have et passende antal medlemmer, og skal besættes snarest efter generalforsamlingen.
Ved Faxe Boldklubs budgetmøde i december/januar måned kan 1 repræsentant fra hvert udvalg deltage.
Efter behov afholdes møde mellem bestyrelse og samtlige udvalg. Udvalgene fastsætter/udarbejder selv arbejdsbeskrivelse, hvilket skal godkendes af bestyrelsen.
Formanden leder Faxe Boldklubs anliggender i forening med bestyrelsen, dog kan formanden i presserende sager handle alene, men skal i så tilfælde redegøre for sine beslutninger på først kommende bestyrelsesmøde.
Bestyrelsens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Bestyrelsesmøde afholdes så ofte, som formanden finder det nødvendigt, eller når 2 bestyrelsesmedlemmer forlanger det.
Valgbare til bestyrelsen er aktive og passive medlemmer over 18 år, samt medlemmer under 18 år, repræsenteret af deres værge.
Bestyrelsen fører referat over de afholdte møder. Referatet sendes til bestyrelsesmedlemmerne og underskrives på det efterfølgende møde og danner derefter fuldgyldigt bevis for de førte forhandlinger/drøftelser.
Adgang til generalforsamlingen har alle valgbare.
Stemmeret har aktive og passive medlemmer over 18 år, samt medlemmer under 18 år, repræsenteret af deres værge. Stemmeretten bortfalder ved kontingentrestance.
Indkaldelse til generalforsamlingen sker med mindst 14 dages varsel gennem elektronisk post, samt opslag.
Forslag som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal indgives skriftlig til formanden senest 7 dage før generalforsamlingen.
Til vedtagelse af nye love kræves 2/3 ja stemmer af de afgivne stemmer.
Øvrige beslutninger sker med simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed bortfalder forslaget.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset det fremmødte antal.
Dagsorden for ordinær generalforsamling:
Valg af dirigent og 2 stemmetællere.
Godkendelse af sidste generalforsamlings protokol.
Formandens beretning.
Fremlæggelse af revideret regnskab.
Indkommende forslag.
Fastsættelse af kontingent.
Valg.
Eventuelt.
Dirigenten skal godkende og underskrive den på generalforsamlingen førte protokol senest 7 dage efter generalforsamlingens afholdelse.
Bestyrelsesmedlemmer på valg.
To suppleanter for bestyrelsen.
Bilagskontrollant og suppleant for denne.
Fanebærer og suppleant for denne.
Alle valg er enkeltvalg.
Valg af bestyrelsesmedlemmer er for 2 år. Øvrige valg er for 1 år. Mindst 2 medlemmer af bestyrelsen skal være på valg.
Hvis der i en valgperiode sker frafald blandt de valgte bestyrelsesmedlemmer, eller der ikke kan vælges et bestyrelsesmedlem, er bestyrelsen bemyndiget til at udpege en suppleant, der virker indtil næste generalforsamling, hvor der så skal ske nyvalg til bestyrelsesposten.
Ovenstående vedtægter er vedtaget på generalforsamlingen tirsdag den 23. marts 2023 og træder i kraft samme dag.